23948sdkhjf

Bedre internet vækker glæde hos virksomhedsejere

Hurtigere internet giver købmand Henrik Pommergaard bedre muligheder i forretningen.

Flere borgere og virksomheder på det vestlige og sydlige Sjælland, Lolland-Falster og øerne kan se frem til, at internettet i deres områder bliver meget hurtigere de kommende år.

Energiselskabet SEAS-NVE vil investere 3,4 milliarder kroner i at lægge kabler i jorden, der kan give hurtigere bredbånd, så husstande og virksomheder kan få bedre internet inden 2023.

Nyheden vækker stor glæde hos Henrik Pommergaard Hansen, der er indehaver af Købmandsgaarden Detailhandel og Byggerådgivning i Nielstrup, der ligger mellem Haslev og Rønnede.

Han har nemlig ofte problemer med internettet, når han skal hente vigtige papirer ned til sin virksomhed.

- Det er eksempelvis, når jeg er inde på SEAS NVE's egen hjemmeside og skal se mine regninger. Så står den der og tygger i nogle minutter, før jeg kan se min elregning. Andre gange bliver den afbrudt, og så må jeg prøve igen. Det er utilfredsstillende, lyder det fra Henrik Pommergaard Hansen til DR Sjælland.

Han kan nemlig kun trække seks til syv megabit i sin husstand og virksomhed, hvorimod 89 procent af husstandene og virksomhederne i resten af landet har en forbindelse på mindst 100 megabit.

- Det er selvfølgelig ærgerligt at bruge sin tid på at vente, men det er jeg desværre vant til, siger Henrik Pommergaard Hansen.

Dårligt net rammer kunderne
Henrik Pommergaard Hansen arbejder hver formiddag i sit byggerådgiverfirma og så hele eftermiddagen i sin købmandsforretning i den lille by Nielstrup.

Forretningen har været i familien i over 100 år, så at flytte virksomheden er ikke på tale hos Henrik Pommergaard Hansen.

- Jeg vil gerne beholde tilknytningen til området, hvor jeg er vokset op. Jeg er lidt stædig, og jeg synes, det er ærgerligt, at små virksomheder ude på landet skal lukkes ned på grund af logistikken, som for mit vedkommende er at få nettet til at virke.

Men det er ikke kun Henrik Pommergaard Hansen, som bøvler med internettet i sin virksomhed. Det dårlige net rammer også kunderne.

- Det gælder også, når folk skal betale på min dankortterminal eller med mobilepay. Det ville jo være rart, at tingene kunne glide lidt bedre. Kunderne bliver også irriterede, når de skal stå at vente og ikke kan betale med telefonen.

Kan ikke ansætte ekstra personale
Henrik Pommergaard Hansen har også travlt i sit byggerådgivningsfirma. Så travlt, at han overvejer at ansætte en ekstra mand. Men det dårlige internet holder ham tilbage.

- Jeg er jo afhængig af at hente projekter ned fra nettet, og tingene tager rigtig lang tid, når nettet herude er så dårligt. De teknikere, jeg gerne ville ansætte, koster temmelig mange penge i timen, siger Henrik Pommergaard Hansen, der lige nu har en arbejdsuge på mellem 50 og 60 timer.

Virksomhedsejeren har også undersøgt muligheden for at søge om bedre internet, men på grund af de mange regler på området, hvor man blandt andet skal danne en forening, før man kan søge, mener han, at det bliver for bøvlet.

- Jeg har efter mange undersøgelser fået at vide, at man kan få erhvervsfibernet herude, men det koster mange tusinde kroner at få det etableret og i månedlige omkostninger. Det ville blive for dyrt for min lille virksomhed, lyder det fra Henrik Pommergaard Hansen.

Men efter, at SEAS-NVE onsdag har meldt ud, at de har planer om at udbrede fibernet på ydreområderne på Sjælland inden 2023, er der håb for virksomheden, mener Henrik Pommergaard Hansen, der vil have mulighed for at få en internetforbindelse på 100 megabit.

- Så tør jeg blive, og jeg tør at ansætte nogle folk. Så vi kan få lidt mere liv i byen. Vi kan godt lide at bo på landet. Vi skal bare have de samme muligheder, som man har tættere på byen, siger han til DR Sjælland.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079